Som tidligere nævnt har jeg været forbi en De Venoge smagning, som jeg virkelig havde glædet mig til!
Programmet var:
1. 1978, blanc de blancs, magnum, late disgorged, enkeltmarks fra Cramant.
2. 2000, 175 ans Anniversaire, blanc de blancs, magnum
3. 1979
4. 1986
5. 1985, 20 ANS
6. 1985, des Princes
7. 1992, des Princes
8. 1993, des Princes
9. 1996, Louis XV
10. Surprise (1995, Boizel)
11. 1995, Louis XV
12. 1996, Louis XV
13. Surpise (1996, Boizel)
14. 1996, magnum
15. NV Rosé fra 80’erne
16. Ekstra (Französischer Schaumwein, 1957)
Vi startede helt perfekt ud med at grillen var tændt og der blev lavet burgere – så skulle der hygges. Det var ren brødrene Price! Uhmmmmm uhm uhm!
Vi skyllede ganen med J. Telmont Grand Reserve, et ganske fint glas til lige at starte med.
Og SÅ stod det på blanc de blancs!! Chardonnay! JIHUUUUU!! Havde det som en tyk dreng i en slikbutik!! Kunne slet ikke vente!!
Den første champagne var helt klart den jeg havde glædet mig aller mest til! Den havde ligget i De Venoges kælder indtil arrangøren havde ringet og bestilt den, hvorefter den var blevet degorgeret og var klar til afhentning 3 måneder senere. Den var lavet af druer fra én mark, hvilket jeg kun har smagt fra Claude Cazals, som dog var væsentlig yngre. JEG HAVDE GLÆDET MIG SOM ET LILLE BARN!! Men ej hvor blev jeg skuffet, duften var spøjs, syren var alt for voldsom, farven var semi mørk, men slet ikke så mørk, som man havde regnet med. Der var slet ikke den typiske chardonnay duft eller smag. Jeg var en slemt skuffet knægt!
Den blev holdt op mod deres jubilæumschampagne fra 2000, ligeledes i magnum, og er du sindssyg der var smæk på. Jeg synes syren var alt for voldsom, mit baghoved var ved at blive sprængt af da champagnen røg i munden – duften var dog ligeså fin som man kunne forvente – virkelig lækker! Men alt i alt – også en skuffelse.
Efter de gedigne skuffelser stod det på blandinsprodukter, 1979 som var 15% chardonnay, 51% pinot noir og 34% pinot meunier. Den havde en meget lækker karamel duft, men pulsen var så lav, at vi var på grænsen til at størstedelen af de danske læger ville erklære den død. Jeg er ikke den store pinot noir fan, så jeg synes den var for harsk i munden og var ubalanceret. Jeg ved godt det er lidt strengt at sige, om en ganske udemærket champagne, men nogle gange må man også bare kalde en skovl for en skovl og Dennis Jørgensen for en spade.
1986 var død – endnu en skuffelse.
1985 blev sat op mod 1985, Des Princes. 1985 havde en traditionel gammel duft, lidt brunet lurpak. 1985 havde samme druesammensætning som 1979 dvs. der var en del pinot noir. En ganske god champagne, men havde det lidt, som når man inviterer en pige hjem for at se film, og så er hun faktisk kommet for at SE film!! Var parat til at lægge mig bagved en bil og vente på at den bakkede, MEN så, som en trold fra en æske, som et mål fra Quincy Antipas, som en god aflevering fra Giroud, kom den! 1985 des Princes, 100% chardonnay! Den havde den rigtige duft, den havde den rigtige smag og fik den normale 1985 til at føles fuldstændig kantet! Des Princes havde blødheden og smagen, som jeg søger i en champagne. Boblerne var små og egentlig ganske sparsomme, så den skal nok ikke ligge 20 år mere, men de var der og de var små og fine og bidrog meget positivt til champagneoplevelsen! Det var aftenens champagne – ingen tvivl om det!
Des Princes 1992 (100% chardonnay) og Des Princes 1993 (100% chardonnay) var næste sæt. 1992 synes jeg var meget klodset og havde en meget kort eftersmag. Det var egentlig en relativ stor skuffelse, for det var jo chardonnay – godt nok semi ung men alligevel. 1993 føltes meget ung! Lækker duft, typisk chardonnay! Lad den ligge i 20-25 år – så bliver det rigtig godt!
Så kom vi til De Venoges top champagner. Var begyndt at blive ret fuld, så mine noter og hukommelse er ikke synderligt skarpe. Louis XV 1996 (50% pinot noir og 50% chardonnay). Den duftede af saftevand fra fritteren – og smagte meget ung. Syren var meget gennemtrængende, ligesom pinot noiren var alt for voldsom til min smag – især når man lige havde drukket blanc de blancs. Sammen med den blev der suget en Boizel 1996 (60% pinot noir og 40% chardonnay) som duftede af alder, egentlig meget ældre end 18 år, men ligesom Louis XV, så var pinot noiren meget gennemtrængende i smagen.
Louis XV 1995 (100% chardonnay) havde en svag duft, som var meget svær at sætte på et kort, og så døde den meget hurtigt i glasset. Boizel 1995 (45% chardonnay og 55% pinot noir) havde en meget udefinerbar duft men pinot noiren var meget gennemtrængende i smagen!
Französischer Schaumwein, 1957, havde den helt lækre brunede smør duft men den var desværre død.
Roséen fra 1980’erne var egentlig fin – men nu var jeg så fuld, at det var ligegyldigt. Og jeg er ikke den store rosé mand, så er ikke det ramte mig ikke lige.
Alt i alt en rigtig hyggelig aften – men champagnemæssigt var det desværre en smule skuffende.
